Storcentrenes tilstedeværelse vidner om en livsstilsændring i Tyrkiet, hvilket er resultatet af en økonomisk liberalisering i 1980’erne. Samtidig kan storcentrenes tilstedeværelse ses på de forandringer, der er sket i forbrugskulturen gennem de seneste 150 år eller mere. Dette perspektiv afslører 3 udviklinger, som er fremkommet ved storcentrenes oprettelse:
1) Tyrkerne er økonomisk og forbrugsmæssigt blevet koblet til den vestlige og globale verden.
2) Kvinderne er kommet ud af hjemmet, og har fået plads, som forbruger i det offentlige rum.
3) Forbrugsmønstre og forbrugskultur er blevet en måde at markere sociale klasseforskelle på.
Leverum i det osmanniske rige:
I det osmanniske rige var der hovedsageligt tre leverum, hvor dagligdagen for folket fandt sted udover hjemmet. Disse rum var: Lokalområdet (på tyrkisk mahalle) umiddelbart omkring hjemmet samt moskéen (cami) eller andre religiøse bygninger og endelig basaren (carsi).
Sidstnævnte leverum var primært et sted, som var forbeholdt mændene, hvorimod kvindernes adgang til dette rum var særdeles begrænset.
Overklassens betydning:
Det osmanniske imperiums stigende integration med Europa i 1700 og 1800 tallet medførte, at forbrugs og kulturmønstrene blev ændret. Overklassen søgte i stigende grad væk fra det traditionelle carsi, og rettede i stedet deres interesse imod vestlige luksusvarer. Man kan undre sig over, hvorfor overklassen overhovedet er værd at nævne i denne sammenhæng, men de fik faktiske en større betydning. Fremkomsten af den nye overklasse, der orienterede sig mod vesteuropæiske forbrugsvarer, var nemlig en medvirkende årsag til udviklingen af strøg- og arkadekulturen i Konstantinopel i slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet.
Den økonomiske liberalisering:
I 1980’erne fik den økonomiske liberalisering sit gennembrud, hvor man kunne se tydelige
tegn på forbrugskulturen i Tyrkiet, der inddrager en større del af befolkningen inklusiv kvinderne. Den økonomiske liberalisering bragte flere ting med på sin vej:
1) En tilgang af udenlandske investeringer, også i forbrugs og forlystelsescentre.
2) Over- og middelklassen blev betragteligt udvidet, og fik betydeligt flere penge på lommen.
3) Stigende integration med en global økonomi præget af en orientering mod forbrug som praksis, som giver indtryk for ens identitet.
De første tegn, som indikerede liberaliseringens effekt på forbrugskulturen i Istanbul var åbningen af afdelingen af en række udenlandske kædeforretninger.
I dag har Istanbul over 40 storcentre med flere på vej, mens der kun er tre traditionelle carsi tilbage. Dette understreger den markante ændring i forbrugskulturen i Tyrkiet, der har fundet sted. Storcentrene har skabt nye sociale rum for kvinderne, hvorimod de tilbage i tiden mødtes derhjemme. Desuden har udviklingen medvirket til at understrege sammenhængen mellem forbrug og identitet i Istanbul. Ikke kun mellem forbrug og kvindelig identitet, men også mellem forbrug og social klasse.
Dokumentaren:
På klassen så vi også en film: Filmen handlede om Atatürk (grundlæggeren af det moderne Tyrkiet). Årsagen til filmen var interessant stof set ud fra vores gennemgåede tekster fra kompendiet var, at den både så Atatürks reformarbejde og store omvæltninger fra flere vinkler nemlig de positive og negative sider. Samtidig satte dokumentaren spørgsmålstegn ved om, man kan betegne Atatürks arbejde som en hjælpende hånd eller det stik modsatte, når man snakker om Tyrkiets fremtidige muligheder for at kunne blive optaget i EU.
Atatürks vision var at skabe en nationalstat efter vestligt forbillede, men han var reformist, ikke demokrat, og hans reformer skabte gevaldig modstand i befolkningen eksempelvis, da han forlangte, at indførelsen af det latinske alfabet skulle ske i løbet af få uger. Som tidligere nævnt blev nogle af hans negative sider omtalt, og områder der forvoldte ham problemer i filmen. Dette havde man ikke stiftet bekendtskab med i vores kompendium. Eksempelvis nævnes, da han blev kritiseret af parlamentet, svarede han tilbage med at nedlægge det. Desuden undertrykte han alle oppositiongrupper. Her kan det kurdiske oprør nævnes i 1925, der blev slået blodigt ned. Disse eksempler understreger den vigtige pointe fra nogle blokke siden, at en kilde aldrig er nok. Man er nød til at have flere kilder, før man kan gå ind og vurdere, om kilderne er pålidelige eller ej, og derefter se om nogle synspunkter går igen for at danne sig et dækkende billede af, hvordan Atatürk i virkeligheden var.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar