Oplysningstiden (1690-1790)

1690: John Locke udgiver 'Two Treatises of Government', der er et forsvar for oprøret mod en enevældig konge
1790: Den franske revolution / udstedelse af 'Menneskerettighedserklæringen' 1789.

Oplysningstiden startede i England (Locke) og bevægede sig til Frankrig (Montesquieu, Voltaire, Rousseau). Tiden er kendetegnet ved forskellige tendenser:
Perioden var præget af store modsætninger (se billederne) og af enevælde og social hierarki, men samtidig borgerskabets fremmarch og ideer om forandring.

Menneskesyn: En begyndende tiltro til menneskelig fornuft. Det oplyste menneske (der besidder viden) har myndighed (evne til selvstændig tænkning. Mennesket har en evne - gennem fornuft og oplysning - at forstå verden, og encyklopædien har i denne tid sin oprindelse.

Kritisk tænkning: forholder sig kritisk til gamle forestillinger.

Sekularisering: man begynder at stille spørgsmål ved religiøse forklaringer. Teorier der skal passe på virkeligheden og baseres på logik. Fornuft erstatter i højere grad Gud.

Voksende borgerskab: på baggrund af handel. I takt med at borgerskabet bar mere og mere af skattebyrden (som adel og de gejstlige unddrog sig) ønskede og krævede de mere politisk indflydelse.

Rationalisme (ratio: fornuft): Tro på den menneskelige medfødte fornuft.
At få viden om virkeligheden alene ved brug af fornuften – alt har rationel forklaring.

Tredelingen af magtens funktion (Montesquieu: for at sikre borgerens frihed (retssikkerhed).
Montesquieu:
Parlamentet skal have to kamre, der repræsenterer hhv. aristokratiet og folket. De to kamre skal være enige for at en lov kan vedtages, og så skal loven stadfæstes af kongen for at få gyldighed.
Den udøvende magt kan ikke udskrive skatter før parlamentet har bevilliget dem.
Domstol og konge må acceptere at alt hvad de gør, skal have støtte i loven.