Følgende kan læses på det danske institut for internationale studier af holocaust og folkedrab på http://www.27-1.dk/sw53931.asp
Hvordan benægtes det armenske folkedrab?
Benægtelsen af det armenske folkedrab følger nogle bestemte mønstre, som også er kendt fra benægtelse af andre folkedrab, eksempelvis Holocaust-benægtelse.
Sæt spørgsmålstegn ved, om begivenhederne hører ind under FN’s definition på folkedrab
At sætte spørgsmålstegn ved, om bestemte massakrer hører ind under FN’s folkedrabsdefinition, er en ofte anvendt benægterargumentation. I forbindelse med det armenske folkedrab bliver definitionsspørgsmålet brugt til at argumentere for, at armenierne ikke blev udslettet, fordi de tilhørte en bestemt etnisk eller religiøs gruppe, men på grund af deres politiske holdninger, hvilket ikke er dækket at FN’s folkedrabskonvention.
Giv ofrene skylden
At give ofrene skylden for det folkedrab, der er overgået dem, kan ske ved fx at sige, at de selv havde provokeret, truet eller erklæret krig mod deres gerningsmænd. På den måde skyldes dødsfaldene ”almindelig” krig og konflikt, hvor skylden ligger på begge parters side. Når det armenske folkedrab benægtes med denne strategi, sker det ved at fastholde, at armenierne havde erklæret krig mod tyrkerne ved at støtte russerne militært under 1. Verdenskrig og fremprovokerede drabene ved at kræve deres egen stat.
Sig, at dødsfaldene var uundgåelige
At argumentere for, at et folkedrabs mange dødsfald var uundgåelige, finder bl.a. sted, når det erklæres, at dødsfaldene var resultat af sygdom og sult frem for egentlig vold og mord. En af måderne det armenske folkedrab bliver benægtet, er en påstand om, at det var en slags hændeligt uheld, at mange hundrede tusind armeniere døde som resultat af sult, tørst, udmattelse og sygdom under ”forflyttelsen” til den syriske ørken. Det fjerner skylden fra den regering, der havde organiseret ”forflyttelsen”, som i virkeligheden bestod af dødsmarcher og deportationer.
Sæt spørgsmålstegn ved statistik og dødstal
At sætte spørgsmålstegn ved et folkedrabs dødstal er en meget almindelig måde at benægte et folkedrab på. Denne argumentation bruges også af benægtere af det armenske folkedrab i og med, de erklærer, at der slet ikke boede 1,5 mio. armeniere i Osmannerriget i 1915 (dødstallet er anslået til mellem 1 mio. og 1,5 mio.), og at dødstallene derfor er utroværdige og urealistiske.
mandag den 28. februar 2011
tirsdag den 22. februar 2011
Europæiske opfattelser af det tyrkiske samfund.
Tekst 6:
Carsten Niebuhr. (1733-1815)
Tysk astronoms betragtninger over det tyrkiske samfund (Osmannerriget 1463-1923).
Baseret på ekspedition (1761-1767).
1453 konstantinopel erobres.
1600 tallet storhedstid.
1700 tallet forfald.
1923 Osmannerrigets formelle sammenbrud.
Niebuhrs beskriver forholdet mellem tyrkerne og de kristne således:
Kristne i andre lande:
Kristne er tolereret som kristne - muhammedanerne erobrer for at erobre.
Kristne i deres land:
Kristne er undertrykt i forhold til muhammedanerne. En kristen er aldrig blevet udnævnt til en ærespost. Tyrkere ser kun, at kristne kan have erhverv som bønder. Kristne og jøder betaler skat til tyrkerne, så hvis en kristen konverterer mister tyrkerne dette bidrag. Tyrkerne ser desuden ikke godt på, at man skifter religion - for hvorfor skulle man så være tro mod den nye?
Carsten Nieburhs formål med sin tekst.
I teksten kommer der til udtryk at han skærer folk over en kam. Han er meget generaliserende, og de udmeldelser han kommer med på midt side 24, er meget hårde.
Som der står i introen til teksten, har det garanteret været “spændende læsning” for det danske folk at læse noget om disse “ukendte”.
En negativ fremstilling af tyrkerne. Niebuhr er Orientalist (en Orientalist er også en essentialist/stereotype.)
Niebuhr har baseret sin opfattelse på sit samfund, en opfattelse af en tekst forståes forskelligt efter hvornår man læser den.
Konklusion på teksten:
Repræsenterer europæernes holdning til tyrkerne. Det er ikke kun en kilde til Osmannerriget, men også til Niebuhrs opfatteles og tid. EN KILDE ER ALDRIG NOK!
Teksten viser at det ikke kun er synet på ens eget land der ændre sig men også andres syn på ens land, der ændrer sig. Sandheden ser anderledes ud efter, hvor man kommer fra.
Tekst 8
Karl marx (1818-1883). Marx var en tysk filosof og politisk teoretiker. Han har grundlagt Marxisme som er det teoretiske grundlag for kommunisme.
I teksten siger Karl Marx at samfundsklasserne
enig med tekst 6 - Kristne må ikke bære våben (minus ærespost).
Pøblen er ifølge Marx dem, der skal gøre op med fjenden (kapitalisterne).
Han er generelt modstander af religion (ateist). Man mener at religion får en til at glemme dagens sorger.
Marxismens historiske tidsbillede
Carsten Niebuhr. (1733-1815)
Tysk astronoms betragtninger over det tyrkiske samfund (Osmannerriget 1463-1923).
Baseret på ekspedition (1761-1767).
1453 konstantinopel erobres.
1600 tallet storhedstid.
1700 tallet forfald.
1923 Osmannerrigets formelle sammenbrud.
Niebuhrs beskriver forholdet mellem tyrkerne og de kristne således:
Kristne i andre lande:
Kristne er tolereret som kristne - muhammedanerne erobrer for at erobre.
Kristne i deres land:
Kristne er undertrykt i forhold til muhammedanerne. En kristen er aldrig blevet udnævnt til en ærespost. Tyrkere ser kun, at kristne kan have erhverv som bønder. Kristne og jøder betaler skat til tyrkerne, så hvis en kristen konverterer mister tyrkerne dette bidrag. Tyrkerne ser desuden ikke godt på, at man skifter religion - for hvorfor skulle man så være tro mod den nye?
Carsten Nieburhs formål med sin tekst.
I teksten kommer der til udtryk at han skærer folk over en kam. Han er meget generaliserende, og de udmeldelser han kommer med på midt side 24, er meget hårde.
Som der står i introen til teksten, har det garanteret været “spændende læsning” for det danske folk at læse noget om disse “ukendte”.
En negativ fremstilling af tyrkerne. Niebuhr er Orientalist (en Orientalist er også en essentialist/stereotype.)
Niebuhr har baseret sin opfattelse på sit samfund, en opfattelse af en tekst forståes forskelligt efter hvornår man læser den.
Konklusion på teksten:
Repræsenterer europæernes holdning til tyrkerne. Det er ikke kun en kilde til Osmannerriget, men også til Niebuhrs opfatteles og tid. EN KILDE ER ALDRIG NOK!
Teksten viser at det ikke kun er synet på ens eget land der ændre sig men også andres syn på ens land, der ændrer sig. Sandheden ser anderledes ud efter, hvor man kommer fra.
Tekst 8
Karl marx (1818-1883). Marx var en tysk filosof og politisk teoretiker. Han har grundlagt Marxisme som er det teoretiske grundlag for kommunisme.
I teksten siger Karl Marx at samfundsklasserne
enig med tekst 6 - Kristne må ikke bære våben (minus ærespost).
Pøblen er ifølge Marx dem, der skal gøre op med fjenden (kapitalisterne).
Han er generelt modstander af religion (ateist). Man mener at religion får en til at glemme dagens sorger.
Marxismens historiske tidsbillede
torsdag den 17. februar 2011
Osmannerriget indtil 1923
Forhistoren:
Osmannerriget var en muslimsk statsdannelse i Mellemøsten og sydøst Europa fra ca. 1300-1923. Osmannerriget startede med et lille sibirsk folkeslag, der vandrede vest på. Det folk blev kaldt Oghuzfolket. I slutningen af 900 tallet konverterede de til islam, og blev dermed også et mere fastboende samfund, og blev kaldt Seldsjukriget (bliver kaldt Iran og Iraq i dag). Andre af dem drog længere vest på, og kom i det 11. århundrede til det byzantinske Anatolien, hvor de i 1071 i slaget ved Manzikert tog den byzantinske kejser Romanos d. 1. til fange. Slaget betragtes som et af krigshistoriens vigtigste, da det markerer, at de muslimske hære på daværende tidspunkt var de kristne overlegne.
I 1100-1200 tallet bliver tyrkernes dominans truet af mongolske invasioner, og folket bliver nu splittet. Dette giver plads til nyankommende, deriblandt Osman, som kommer til at ligge navn til Osmannerriget. Der bliver ekspanderet, og en islamisering af det vundne begynder (se illustration side 13 i kompendiet). De havde nu omfattende handelsruter, som sikrede dem magt og velstand. Man ville dog ikke blande sig med de europæiske magter, og man havde nu i 1600 tallet skabt et verdensrige.
Osmannerriget på tærsklen til det 18 århundrede:
I 1683 fik de europæiske stormagter en fornemmelse af, hvor store magter tyrkerne rådede over, da tyrkerne med deres kæmpehær på 150.000 mand forsøgte at erobre Wien (en af datidens vigtigste europæiske hovedstader). Dette mislykkedes og tyrkerne blev tvunget til et ydmygende tilbagetog.
Årsagen til, at dette årstal er vigtigt i forbindelse med Osmanneriget er, at det fra dette tidspunkt går tilbage.
Storhedstiden:
Osmannerriget nåede sin største udstrækning i det 17. århundrede, og omfattede hovedparten af Balkan (nuværende Tyrkiet) samt det meste af den arabisk talende verden. I øst tilhørte Det Kapiske Hav ned til den Periske Golf det Osmanniske rige, i vest over til og med det nuværende Algeriet, i syd helt ned til Aden i Yemen på sydspidsen af den arabiske halvø. Selvom riget opnåede de største erobringer i det 17. århundrede er det vigtigt at understrege, at Osmannerrigets storhedstid var i det 16. århundrede.
Årsager til udviklingen mod rigets forfald:
1 – Sultans administration forfaldt, hvilket resulterede i, at der blev udviklet korruption og ineffektivitet.
2- Sultanen sørgede ikke for at udvikle hæren.
3 – Sultanen var i det 17. århundrede ikke af samme format, som de tidligere berømte osmannsiske sultaner.
4 – Den vigtigste grund var, at riget var præget af utidssvarende politiske, sociale og økonomiske strukturer.
Sultanens Styre:
Det osmanniske styre var organiseret omkring en herskende elite, der alle havde en bestemt funktion til sultanen. Styreformen var monarki, og sultanen var patriark i et politisk system. Sultanens hof også kaldet ”Den høje Port”, bestod for det første af paladsafdelingen, som tog sig af sultanen som person (mad, husholdning, elskerinder og forplejning). En anden afdeling var skriverne, der sørgede for kommunikation mellem alle rigets afdelinger. Disse to afdelinger kaldes samlet den administrative del. Der var også finansafdelingen, der styrede alt det økonomiske. En fjerde afdeling var hæren, som var delt op i to: Sipahierne og Janitsharerne. Staten opfattede sig selv som en islamisk stat, der byggede sine love på Koranen og Profeternes Sunna. Dette betød også, at Ulama præsterne havde meget magt.
Centralstyrets problemer:
Osmannerrigets ekspansion blev standset af andre storriger. Før i tiden havde riget haft konflikter med små stater. Disse små stater kunne uden besvær blive underlagt Osmannerriget. Udover dette havde riget finansieringsproblemer, som udover de stigende udgifter skyldes stigende nepotisme. Det handler altså mere om at rage til sig og skaffe indflydelse og besiddelser end andet. Løsningen blev at etablere nye soldaterkorps, hvilket gav yderligere problemer. Skatterne blev sat op, hvilket gav politiske og økonomiske problemer.
Forsøg på reformer:
Konflikten med Egypten skabte problemer for styret, og det pegede imod en modernisering af styreformen, bl.a. indførelse af skattereformer, værnepligt og borgerlige frihedsrettigheder. Dette blev dog foreløbigt ikke tilfældet, da sultanen Abdül Aziz’ begik selvmord. Sultanstyret som man kendte var brudt sammen, og den nye sultan kunne ikke formå at sætte sig ordentligt på magten, og førte en passiv og tilbageholdende politik.
Konkurrence med europærerne:
Osmannerriget var for længst blevet overhalet af de europæiske stormagter eksempelvis kunne de europæiske magter allerede matche dem militært i begyndelsen af 1700-tallet. Samtidig var Europa dem i stigende grad begyndt at blive dem økonomisk og politisk overlegne.
Efter gennemlæsningen af afsnittene vil de fleste nok undre sig over, hvordan Osmannerriget kunne holde sammen i så mange år, når de undervejs var præget af utallige kriser. Men årsagen til dette var, at stormagterne konkurrerede om at komme til at dominere i de osmanniske besiddelser, hvilket gjorde det muligt at spille dem op mod hinanden.
Ekstra:
Vi ved godt, at det kan være tung læsning at kæmpe sig igennem. Men hvis man mere er til at sidde tilbagelænet i stolen, kan vi anbefale at se denne dokumentar ”Fra Osmannerriget til Tyrkiet”, der giver et kort og præcist overblik over det enorme rige.
Link: http://www.dr.dk/NU/player/#/fra-osmannerriget-til-tyrkiet/6093/43:44
Osmannerriget var en muslimsk statsdannelse i Mellemøsten og sydøst Europa fra ca. 1300-1923. Osmannerriget startede med et lille sibirsk folkeslag, der vandrede vest på. Det folk blev kaldt Oghuzfolket. I slutningen af 900 tallet konverterede de til islam, og blev dermed også et mere fastboende samfund, og blev kaldt Seldsjukriget (bliver kaldt Iran og Iraq i dag). Andre af dem drog længere vest på, og kom i det 11. århundrede til det byzantinske Anatolien, hvor de i 1071 i slaget ved Manzikert tog den byzantinske kejser Romanos d. 1. til fange. Slaget betragtes som et af krigshistoriens vigtigste, da det markerer, at de muslimske hære på daværende tidspunkt var de kristne overlegne.
I 1100-1200 tallet bliver tyrkernes dominans truet af mongolske invasioner, og folket bliver nu splittet. Dette giver plads til nyankommende, deriblandt Osman, som kommer til at ligge navn til Osmannerriget. Der bliver ekspanderet, og en islamisering af det vundne begynder (se illustration side 13 i kompendiet). De havde nu omfattende handelsruter, som sikrede dem magt og velstand. Man ville dog ikke blande sig med de europæiske magter, og man havde nu i 1600 tallet skabt et verdensrige.
Osmannerriget på tærsklen til det 18 århundrede:
I 1683 fik de europæiske stormagter en fornemmelse af, hvor store magter tyrkerne rådede over, da tyrkerne med deres kæmpehær på 150.000 mand forsøgte at erobre Wien (en af datidens vigtigste europæiske hovedstader). Dette mislykkedes og tyrkerne blev tvunget til et ydmygende tilbagetog.
Årsagen til, at dette årstal er vigtigt i forbindelse med Osmanneriget er, at det fra dette tidspunkt går tilbage.
Storhedstiden:
Osmannerriget nåede sin største udstrækning i det 17. århundrede, og omfattede hovedparten af Balkan (nuværende Tyrkiet) samt det meste af den arabisk talende verden. I øst tilhørte Det Kapiske Hav ned til den Periske Golf det Osmanniske rige, i vest over til og med det nuværende Algeriet, i syd helt ned til Aden i Yemen på sydspidsen af den arabiske halvø. Selvom riget opnåede de største erobringer i det 17. århundrede er det vigtigt at understrege, at Osmannerrigets storhedstid var i det 16. århundrede.
Årsager til udviklingen mod rigets forfald:
1 – Sultans administration forfaldt, hvilket resulterede i, at der blev udviklet korruption og ineffektivitet.
2- Sultanen sørgede ikke for at udvikle hæren.
3 – Sultanen var i det 17. århundrede ikke af samme format, som de tidligere berømte osmannsiske sultaner.
4 – Den vigtigste grund var, at riget var præget af utidssvarende politiske, sociale og økonomiske strukturer.
Sultanens Styre:
Det osmanniske styre var organiseret omkring en herskende elite, der alle havde en bestemt funktion til sultanen. Styreformen var monarki, og sultanen var patriark i et politisk system. Sultanens hof også kaldet ”Den høje Port”, bestod for det første af paladsafdelingen, som tog sig af sultanen som person (mad, husholdning, elskerinder og forplejning). En anden afdeling var skriverne, der sørgede for kommunikation mellem alle rigets afdelinger. Disse to afdelinger kaldes samlet den administrative del. Der var også finansafdelingen, der styrede alt det økonomiske. En fjerde afdeling var hæren, som var delt op i to: Sipahierne og Janitsharerne. Staten opfattede sig selv som en islamisk stat, der byggede sine love på Koranen og Profeternes Sunna. Dette betød også, at Ulama præsterne havde meget magt.
Centralstyrets problemer:
Osmannerrigets ekspansion blev standset af andre storriger. Før i tiden havde riget haft konflikter med små stater. Disse små stater kunne uden besvær blive underlagt Osmannerriget. Udover dette havde riget finansieringsproblemer, som udover de stigende udgifter skyldes stigende nepotisme. Det handler altså mere om at rage til sig og skaffe indflydelse og besiddelser end andet. Løsningen blev at etablere nye soldaterkorps, hvilket gav yderligere problemer. Skatterne blev sat op, hvilket gav politiske og økonomiske problemer.
Forsøg på reformer:
Konflikten med Egypten skabte problemer for styret, og det pegede imod en modernisering af styreformen, bl.a. indførelse af skattereformer, værnepligt og borgerlige frihedsrettigheder. Dette blev dog foreløbigt ikke tilfældet, da sultanen Abdül Aziz’ begik selvmord. Sultanstyret som man kendte var brudt sammen, og den nye sultan kunne ikke formå at sætte sig ordentligt på magten, og førte en passiv og tilbageholdende politik.
Konkurrence med europærerne:
Osmannerriget var for længst blevet overhalet af de europæiske stormagter eksempelvis kunne de europæiske magter allerede matche dem militært i begyndelsen af 1700-tallet. Samtidig var Europa dem i stigende grad begyndt at blive dem økonomisk og politisk overlegne.
Efter gennemlæsningen af afsnittene vil de fleste nok undre sig over, hvordan Osmannerriget kunne holde sammen i så mange år, når de undervejs var præget af utallige kriser. Men årsagen til dette var, at stormagterne konkurrerede om at komme til at dominere i de osmanniske besiddelser, hvilket gjorde det muligt at spille dem op mod hinanden.
Ekstra:
Vi ved godt, at det kan være tung læsning at kæmpe sig igennem. Men hvis man mere er til at sidde tilbagelænet i stolen, kan vi anbefale at se denne dokumentar ”Fra Osmannerriget til Tyrkiet”, der giver et kort og præcist overblik over det enorme rige.
Link: http://www.dr.dk/NU/player/#/fra-osmannerriget-til-tyrkiet/6093/43:44
Abonner på:
Opslag (Atom)