Osmannerriget indtil 1923

Forhistoren:

Osmannerriget var en muslimsk statsdannelse i Mellemøsten og sydøst Europa fra ca. 1300-1923. Osmannerriget startede med et lille sibirsk folkeslag, der vandrede vest på. Det folk blev kaldt Oghuzfolket. I slutningen af 900 tallet konverterede de til islam, og blev dermed også et mere fastboende samfund, og blev kaldt Seldsjukriget (bliver kaldt Iran og Iraq i dag). Andre af dem drog længere vest på, og kom i det 11. århundrede til det byzantinske Anatolien, hvor de i 1071 i slaget ved Manzikert tog den byzantinske kejser Romanos d. 1. til fange. Slaget betragtes som et af krigshistoriens vigtigste, da det markerer, at de muslimske hære på daværende tidspunkt var de kristne overlegne.

I 1100-1200 tallet bliver tyrkernes dominans truet af mongolske invasioner, og folket bliver nu splittet. Dette giver plads til nyankommende, deriblandt Osman, som kommer til at ligge navn til Osmannerriget. Der bliver ekspanderet, og en islamisering af det vundne begynder (se illustration side 13 i kompendiet). De havde nu omfattende handelsruter, som sikrede dem magt og velstand. Man ville dog ikke blande sig med de europæiske magter, og man havde nu i 1600 tallet skabt et verdensrige.

Osmannerriget på tærsklen til det 18 århundrede:

I 1683 fik de europæiske stormagter en fornemmelse af, hvor store magter tyrkerne rådede over, da tyrkerne med deres kæmpehær på 150.000 mand forsøgte at erobre Wien (en af datidens vigtigste europæiske hovedstader). Dette mislykkedes og tyrkerne blev tvunget til et ydmygende tilbagetog.

Årsagen til, at dette årstal er vigtigt i forbindelse med Osmanneriget er, at det fra dette tidspunkt går tilbage.

Storhedstiden:

Osmannerriget nåede sin største udstrækning i det 17. århundrede, og omfattede hovedparten af Balkan (nuværende Tyrkiet) samt det meste af den arabisk talende verden. I øst tilhørte Det Kapiske Hav ned til den Periske Golf det Osmanniske rige, i vest over til og med det nuværende Algeriet, i syd helt ned til Aden i Yemen på sydspidsen af den arabiske halvø. Selvom riget opnåede de største erobringer i det 17. århundrede er det vigtigt at understrege, at Osmannerrigets storhedstid var i det 16. århundrede.

Årsager til udviklingen mod rigets forfald:

1 – Sultans administration forfaldt, hvilket resulterede i, at der blev udviklet korruption og ineffektivitet.

2- Sultanen sørgede ikke for at udvikle hæren.

3 – Sultanen var i det 17. århundrede ikke af samme format, som de tidligere berømte osmannsiske sultaner.

4 – Den vigtigste grund var, at riget var præget af utidssvarende politiske, sociale og økonomiske strukturer.

Sultanens Styre:

Det osmanniske styre var organiseret omkring en herskende elite, der alle havde en bestemt funktion til sultanen. Styreformen var monarki, og sultanen var patriark i et politisk system. Sultanens hof også kaldet ”Den høje Port”, bestod for det første af paladsafdelingen, som tog sig af sultanen som person (mad, husholdning, elskerinder og forplejning). En anden afdeling var skriverne, der sørgede for kommunikation mellem alle rigets afdelinger. Disse to afdelinger kaldes samlet den administrative del. Der var også finansafdelingen, der styrede alt det økonomiske. En fjerde afdeling var hæren, som var delt op i to: Sipahierne og Janitsharerne. Staten opfattede sig selv som en islamisk stat, der byggede sine love på Koranen og Profeternes Sunna. Dette betød også, at Ulama præsterne havde meget magt.

Centralstyrets problemer:

Osmannerrigets ekspansion blev standset af andre storriger. Før i tiden havde riget haft konflikter med små stater. Disse små stater kunne uden besvær blive underlagt Osmannerriget. Udover dette havde riget finansieringsproblemer, som udover de stigende udgifter skyldes stigende nepotisme. Det handler altså mere om at rage til sig og skaffe indflydelse og besiddelser end andet. Løsningen blev at etablere nye soldaterkorps, hvilket gav yderligere problemer. Skatterne blev sat op, hvilket gav politiske og økonomiske problemer.

Forsøg på reformer:

Konflikten med Egypten skabte problemer for styret, og det pegede imod en modernisering af styreformen, bl.a. indførelse af skattereformer, værnepligt og borgerlige frihedsrettigheder. Dette blev dog foreløbigt ikke tilfældet, da sultanen Abdül Aziz’ begik selvmord. Sultanstyret som man kendte var brudt sammen, og den nye sultan kunne ikke formå at sætte sig ordentligt på magten, og førte en passiv og tilbageholdende politik.

Konkurrence med europærerne:

Osmannerriget var for længst blevet overhalet af de europæiske stormagter eksempelvis kunne de europæiske magter allerede matche dem militært i begyndelsen af 1700-tallet. Samtidig var Europa dem i stigende grad begyndt at blive dem økonomisk og politisk overlegne.

Efter gennemlæsningen af afsnittene vil de fleste nok undre sig over, hvordan Osmannerriget kunne holde sammen i så mange år, når de undervejs var præget af utallige kriser. Men årsagen til dette var, at stormagterne konkurrerede om at komme til at dominere i de osmanniske besiddelser, hvilket gjorde det muligt at spille dem op mod hinanden.

Ekstra:

Vi ved godt, at det kan være tung læsning at kæmpe sig igennem. Men hvis man mere er til at sidde tilbagelænet i stolen, kan vi anbefale at se denne dokumentar ”Fra Osmannerriget til Tyrkiet”, der giver et kort og præcist overblik over det enorme rige.

Link: http://www.dr.dk/NU/player/#/fra-osmannerriget-til-tyrkiet/6093/43:44