Blodig Afkolonisering:

Den hvide befolkning modsætter sig de koloniserede landes frigørelse.

Blomstrende afrikansk nationalisme.

Algier:

1/10 befolkning franske.

9/10 arabere.

FNL (Front National de Liberation).

1954 opgives de fredelige forhandlinger.

Bombeattentater.

Økonomisk belastende for Frankrig.

de Gaulle kommer til magten i 1958.

Algier selvstændigt i 1962.

Kenya:

Efter 2. Verdenskrig: stor indvandring af hvide.

Oprør i 1952, ledt at Kenyatta = Mau-mau oprøret.

1956: oprøret nedkæmpes.

1961: bliver Kenya selvstændig.

1963: Kenya indlemmes i commonwealth.

1960’erne – 1980’erne: afkolonisering i Afrika.

Harry Magdoff (historiker og marxist):

Budskab: Det nytter ikke noget at finansiere ulandenes frigørelse.

Temaer: Ulandenes uafhængighed af ilandene.

Hvor i teksten kan man se at Magdoff er marxist?

De giver ikke pengene men låner dem ud. (Spørg Martin)

Alle har en rolle i samfundet, og alle skal bidrage til staten.

Forholdet mellem ulandene og ilandene= forholdet mellem fæstebøder og herre.

Ulandene = statisk samfund.

Ordvalget. Ilandenes fremgang øger ulandenes modgang.

Kritik af ilandene. Fremstiller det som om ilandene har en sammensværgelse mod ulandene = de rige undertrykker de fattige.

Ilandene tænker for meget på penge.

Nærmest kritik af USA.

Kritik: det nytter ikke noget at ilandene kun hjælper ulandene ved at finansiere deres revolution.

Verden er ulige. De rige lande er fleksible, de kan omlægge alt til deres fordel. Det kan de fattige lande ikke. De har ingen penge og kan derfor ikke omlægge sig, så de kan tjene penge – det er en ond cirkel!

Kritik: penge er alt for vigtigt. Det er udelukkende derfor ilandene er ulandene så overlegne.

Tanzania og Julius Nyerere:

Ujamaa-strategien bygger på at man ville samle de spredte husholdninger i frivillige landsbysammenslutninger hvor man dyrkede jorden i fællesskab. Det førte til at mange i praksis måtte tvangsflyttes i stedet til stats anlagte landsbyer fordi folk ikke ville flytte frivilligt. Ideen var at man skulle satse på produktionen og at denne skulle øges.

I stedet faldt produktionen med 50 % fra hvad folk kunne producere i egne landsbyer. Dette gjorde at Tanzania blev det femte fattigste lande i Afrika, og måtte overleve på ulandsbistand. 51 % af befolkningen i Tanzania lever under fattighedsgrænsen.

Styrke nationalismen med ujamaa