Imperialisme er den udenrigspolitik, som USA og de førende europæiske stater førte overfor nationerne, som var industrielt og teknologisk underlegne. Perioden beskrives fra 1870 til 1914. Napoleonskrigene skabte en udbredt nationalfølelse, som medførte en øget trang til udvide landets territorium. I mellem de europæiske stater gav et højt antal kolonier stor prestige, og den mest magtfulde stat havde flest kolonier.
I forbindelse med nationalismen opstod socialdarwinismen, som overførte Darwins teori om survival-of-the-fittest fra individniveau til statsligt niveau. Dette blev brugt som en legitimering af den til tider hårdhændede håndtering af de indfødte på de koloniserede territorier, da det jo er en naturlig ting, at det kun er den stærkeste race der overleve – at naturen vil gå sin gang.
Den imperialistiske tankegang er præget af en vished om de ledende nationers egen storhed. Englænderne betegner dem selv som ”Guds redskab”. Det er simpelthen deres pligt og ret at udbrede det engelske folks kultur til resten af jorden. Det er nødvendigt, for at skabe frihed, ret og fred, at indføre Englands love.
Citat Cecil Rhodes: ”Jeg påstår, at vi er det bedste folk i verden, og at jo større en del af verden, vi behersker og bebor, jo bedre er det for menneskeheden. Det betyder helt enkelt ophør af alle krige, hvis størstedel af verden kommer under vort herredømme.”
- Emma, Signe N, & Thilde
Fint indlæg, der kunne have indeholdt flere citater eller refereret mere til Dilke og Rhodes. Fint Rhodes-citat, men det kunne godt have været integreret i jeres beskrivelse.
SvarSlet